Qaanaaq

Qaanaaq

I Qaanaaq-området kommer du tættest på det, der af de fleste forbindes med den oprindelige, grønlandske fangerkultur og traditionelle grønlandske livsform. Qaanaaqs traditionelle grønlandske livsform udfolder sig i dag i en forholdsvis moderneby. Da den amerikanske luftbase i Thule skulle udvides i 1953, blev de oprindelige indbyggere flyttet 100 km mod nord, hvor en helt ny by, Qaanaaq, blev anlagt. Hvis man ser byen fra søsiden, er det tydeligt, at højre del af byen er opbygget som en amerikansk bydel; meget stringent, mens husene i den venstre del af byen er som kastet tilfældigt ud på fjeldet. Området omkring Qaanaaq ligger tæt på det nordamerikanske kontinent og har derfor været indfaldsporten for indvandringer til Grønland gennem årtusinder. Den seneste indvandring – en gruppe inuitter fra Baffin Island  fandt sted for blot ca. 130 år siden.

Flere dramaer har udspillet sig på dette sted højt mod nord. Det var fra Qaanaaq, at syv af polarforsker Knud Rasmussens ekspeditioner udgik, og det var også herfra, at denamerikanske opdagelsesrejsende Robert Peary forsøgte at nå Nordpolen i 1909.

 

Siorapaluk

Dette er den nordligste naturlige bygd på jorden. Godt nok bor mennesker nordligere, men det er folk, der er udstationeret såsom metrologer, forskere, militær m.v. Station Nord på Grønlands østkyst er eksempel på det, Alert i Canada, ligesom Svalbart, der først blev befolket i 1960’erne, er det. Bygden har p.t. 36 indbyggere, som for en stor del er efterkommere fra de canadiske eskimoer, der omkring 1880 gik over isen i Smith Sund. Befolkningen er et fangerfolk og deres redskaber, kultur og sprog har store fællestræk med de canadiske eskimoer. Det vil nok ikke være forkert at sige, at forbindelsen mellem Siorapaluk befolkningen og de canadiske eskimoer er større end befolkningens forbindelse med den sydgrønlandske befolkning. Bygdens navn, Siorapaluk, betyder “det lille sand”, og det henviser til, at der rent faktisk ved bygden er noget af det fineste sandstrand.