Grønlandske dyr

Grønlands hvaler

Omkring 15 hvalarter forekommer regelmæssigt i grønlandske farvande, men kun tre af disse opholder sig i Grønland om vinteren, nemlig hvidhvalen, narhvalen og grønlandshvalen. Hvalarter som blåhvalen og spækhuggeren ses kun sjældent. Under kortvarige ophold i Grønland i sommerhalvåret er det som regel nogle helt andre hvalarter, man oftest ser, nemlig pukkelhvalen, vågehvalen og finhvalen.

Pukkelhval.

Pukkelhvalen er på trods af sine op til 18 meter i længden og 30 tons i vægt akrobaten blandt de store hvaler. Hvaler i alle aldre kaster sig ud af vandet og slår med halen og lufferne. Hvalen er let at kende på dens puklede rygfinne og hvide luffer, og den løfter ofte dens halefinne over vandet, når den skal dykke dybt. Undersiden af halen har karakteristiske sort og hvide mønstre. Især ved Nuuk, Aasiaat og Qeqertarsuaq – men også ved Sisimiut, Maniitsoq og Paamiut- er der fra april til november særdeles gode muligheder for at se pukkelhvalen i dens jagt på fisk, blæksprutter og lyskrebs. I de senere år er pukkelhvalen også ofte set ved Ilulissat

Vågehval.

Vågehvalen, som også kaldes sildepiskeren, er en relativt lille hval, der kun bliver op til 10 meter lang og max vejer 10 tons. Vågehvaler er set springe op af vandet, men det mest almindelige i grønlandske farvande er at se blåst og rygfinne. Hvalen ses i fjorde og langs kysterne i Syd- og Vestgrønland til og med Diskobugten – typisk fra maj til oktober. Vågehvaler er dog kendte for at kunne dukke op på unormale steder på unormale tidspunkter af året. Der arrangeres ikke hvalsafari specielt efter vågehvaler, men man ser dem ofte på bådture.

Finhval.

Finhvalen er med sine op til 27 meter verdens næstlængste dyreart kun overgået af blåhvalen. Den kan veje op til 100 tons og den ses lejlighedsvis på bådudflugter især omkring Uummannaq, men også ved Qaqortoq og i Diskobugten samt af og til i de grønlandske fjorde. Fisk, blæksprutter og små krebsdyr udgør dens primære fødekilder. Finhvalen løfter sjældent halen ved neddykning, men kan godt finde på at kaste sig op af vandet og slå med lufferne i vandet. I Grønland ser man i reglen kun tre hvaler om vinteren og dele af forårssæsonen, men til gengæld har vi at gøre med nogle ganske særlige hvaler, der ikke ses mange andre steder i verden, nemlig grønlandshvalen, narhvalen og hvidhvalen.

Vinterhvaler. Grønlandshvalen er en arktisk hvalart, der typisk opholder sig i nærheden af Qeqertarsuaq ved Diskoøen i forårsmånederne for i midten af maj at sætte kursen mod den nordlige del af Baffinbugten, havet mellem Canada og Grønland. Grønlandshvalen bliver op til 200 år gammel, og har i 1600-1700-tallet været hvalfangernes foretrukne byttedyr. Hvalen kan veje op til 90 tons og måle max. 20 meter i længden. Sammenlignet med alle andre hvalarter, har grønlandshvalen det tykkeste spæklag (25-45 cm) og de længste barder (3,5 m).

Narhvalen er en mellemstor tandhval, der typisk vejer mellem 800-1600 kg. Den er mest kendt for dens karakteristiske venstresnoede stødtand, der hos enkelte hanner kan nå en længde på op til 3 meter – udover kropslængden på 4-5 meter. Tænderne bruges blandt andet i parringskampe, hvor der til tider fægtes så kraftfuldt, at tænderne splintrer. Narhvalstænder blev i middelalderen handlet som enhjørningehorn og var en meget skattet handelsvare mellem inuitter og nordboer. I Grønland ses narhvaler oftest i Melville-bugten, i området omkring Qaanaaq samt ved Nordøstgrønland.

Hvidhvalen er ligesom narhvalen en mellemstor tandhval. Den måler mellem 3 til 5 meter og vejer typisk mellem 400-1500 kg. Hvidhvalen ses ofte i mindre grupper på 5 til 10 dyr, men er set i flokke på flere tusinde dyr. Hvidhvalen kan dykke ned til 600 meter i op til 15 minutter. Neddykning foregår typisk ved 5-6 flade dyk efterfulgt af dybere og dybere dyk efter fisk, blæksprutter og krebsdyr. I Grønland ses hvidhvaler mellem Maniitsoq og Diskobugten samt ved Qaanaaq og Upernavik

Hvalrosser i Grønland.

Hvalrossen er med sit store legeme og meget karakteristiske stødtænder let genkendelig. Stødtænderne kan blive 50 centimer lange og bruges af hvalrossen som et nyttigt redskab, for eksempel når den skal op på en isflage. Stødtænderne anvendes også som forsvar, når spækhuggere eller Isbjørne udfordrer den op til 3 meter lange og 1000 kg tunge hvalros.

Her ses hvalrosserne. Hvalrosser ses på land og langs kysten ved hele Østgrønland,I Nordgrønland er det især ved Davisstrædet, Baffin Bugt og Thuledistriktet, at der ses hvalrosser. Og i Vestgrønland – hvor hvalrossen dog ikke går på land – ses dyrene fra Sisimiut og nordover mod Thuledistriktet. Taget i betragtning, at Grønlands kystlinje er på over 44.000 km, er hvalrosserne relativt fåtallige.

Hvalrossens føde. Hvalrosser opholder sig som regel i nærheden af haviskanten eller på drivende isflager, hvor havdybden er under 100 meter. Her kan den dykke ned efter muslinger og snegle, som udgør dens hovedernæring, og man mener, at den også bruger sine stødtænder til at skrabe efter føden på bunden af havet.

Jagt på hvalrosser. For inuitterne har hvalrossen været et vigtigt fangstdyr, der også var særdeles farlig at møde i en kajak. Dens smukke stødtænder har både skaffet dyret respektfuld omtale i grønlandske myter og sagn, men har også gjort, at den været tæt på udryddelse på grund af udenlandske kompagniers intensive jagt allerede fra 1600-tallet.

I 1952 blev hvalrossen totalfredet, og siden da er bestandene steget stille og roligt. I dag drives der kvotebaserede fangster på hvalrossen.

Isbjørn

Et symbol på Arktis. Isbjørnen er verdens største rovdyr på landjorden, og er dermed større end andre bjørnearter. Dens fascinerende kræfter har gjort den til et ofte anvendt symbol på styrke i den arktiske verden. Blandt andet bruger Grønlands Selvstyre isbjørnen i det officielle rigsvåben.

Isbjørne omkring Grønland. I Grønland lever og yngler isbjørnen i det nordligste Vestgrønland og i Nordgrønland, men kan dog undertiden ses andre steder i Grønland, fordi den bevæger sig med drivisen. Det er dog yderst sjældent, at indbyggere og turister ser en levende isbjørn. Chancerne for se isbjørn er størst, når man sejler med skibe langs kysten. De vil forholdsvist let kunne spottes på grund af deres hvidgule pelse, som tydeligt adskiller sig fra pakisen og fra landskabet.

Stor nytteværdi. Den grønlandske isbjørn kan kun jages efter nogle ganske særlige betingelser, men når et dyr nedlægges er der – som med alle andre fangstdyr i Grønland – tradition for at anvende alle dele af dyret. Eksempelvis spises kødet, kraniet bruges som trofæ, kløerne til smykker og skindet til bukser eller i kamikker.

Miljøforurening truer bjørnen. Isbjørnen trues ikke af jagt, men derimod af miljøforurening. De såkaldte POP’er (persistent organic pollutants) har været afsløret i meget høje koncentrationer i isbjørne fra Østgrønland samt Svalbard.  Derved er der opstået bekymring for isbjørnens evne til at reproducere sig. Samtidig bevirker den globale opvarmning, at polarisen smelter og dermed indsnævres isbjørnens fangstområder yderligere.

Moskusokser

Det største landpattedyr i Grønland. Moskusoksen er det største landpattedyr i Grønland. Ved indflyvningen til Kangerlussuaq du være heldig at få et unikt glimt af en af de mange moskusflokke, der færdes i området. Fra flyet kan det ligne store brunlige stenknolde – lige indtil de begynder at flytte på sig, så ved man, at det er moskusokser på op til 400 kilo.

Moskusokser ved Kangerlussuaq. Du skal ikke langt væk fra lufthavnsområdet i Kangerlussuaq, før der er gode muligheder for at se de store dyr lidt tættere på. Det mest oplagte er at tage på en moskussafari. En lidt mere spektakulær mulighed var for år tilbage at se den ensomme tyr Willy på selve landingsbanen. Dette er heldigvis ikke længere en mulighed, idet hverken Willy eller hans artsfæller har adgang. På Kangerlussuaq Museum kan du få flere oplysninger om Willys skæbne.

Den langskæggede okse. Umimmak, det grønlandske navn for moskusokse, betyder direkte oversat “den langskæggede”. Og det er blandt andet moskusoksens lange “skæg”, grønlænderne kan udnytte. For af moskusoksens inderste lag pels, uldlaget, fremstilles et væld af eksklusivt kunsthåndværk og beklædning.

Den hvide og blå polarræv

 

I Grønland findes der to racer af polarræven, den hvide og den blå, som begge skifter nuance sommer og vinter. Den hvide polarrævs pels skifter om sommeren til en mere broget grå-brunlig nuance på ryggen med grålige og hvide toner på bugen. Den blå polarræv skifter fra en mørk grå-brun sommerdragt til en grå-sort dragt om vinteren med en blålig nuance. Man skønner, at der nogenlunde er lige mange af begge arter i Grønland, undtagen i de år, hvor bestanden af lemminger er i bund. Lemminger er den hvide polarrævs vigtigste byttedyr, og et fald i populationen af lemminger påvirker naturligvis også bestanden af hvide polarræve.

Føde og størrelse. Polarræven er et kødædende dyr, der blandt andet lever af levninger fra isbjørnenes byttedyr og af sneharer, lemminger, fisk, krebsdyr, snegle, muslinger, fugleæg, men også af insekter og bær. Den hvide polarræv finder det meste af sin føde på tundraen, mens den blå ræv fouragerer ved kysten, hvor den især finder sin føde i forbindelse med tidevandet. Polarræven kan veje op til 8 kilo, og blive op til 70 cm lang med en hale på op til 35 cm. Polarræven findes over hele Grønland og jages kun i begrænset omfang. Den er ikke en truet dyreart.

Rensdyr

Gennem flere tusinder af år har der levet rensdyr i de arktiske områder og rensdyret har i lige så lang tid udgjort en stor del af fødegrundlaget for menneskene i området. Rensdyr i Grønland tilhører hjortefamilien og er den eneste hjorteart i Grønland. Samtidig er rensdyret det mest udbredte landpattedyr på det meste af vestkysten i Grønland. Du har derfor gode chancer for at se et rensdyr på en vandretur i de grønlandske fjelde, især fra området mellem Paamiut og Uummannaq. Rensdyret er meget sky, og reagerer meget hurtigt på pludselige lyde og bevægelser samt på lugten af fremmede. Hvis du vil have chancen for at tage billeder eller blot nærme dig rensdyr, skal du så vidt muligt gå mod vinden, så rensdyret får sværere ved at lugte dig. For hvis først dette sker, kan rensdyr galopere væk med op til 70 kilometer i timen. Men står de i en stor flok, er det mere sandsynligt, at de blot tygger videre på føden, fordi de føler sig mere trygge, når de er mange i terrænet.

Jagt på rensdyr

I sensommeren eller i efteråret kan du mange steder på Grønlands vestkyst opleve jagten på rensdyr. I havneområderne kan du se folk komme sejlende med deres jagtbytte, hvor en del af kødet sælges på “brættet”, som er det lokale kød- og fiskemarked. Uden for de private hjem ser man kød til modning eller tørring. Retter med rensdyrkød er en rigtig grønlandsk delikatesse, der serveres på mange hoteller og restauranter.

Sæler

Mest almindelige sæler i Grønland. I havet omkring Grønland lever der fem sælarter, hvoraf ringsælen, grønlandssælen og klapmydsen er de mest udbredte. Remmesælen og den spættede sæl er kun fåtallige. Ingen af arterne er truet af udrydning, men den spættede sæl, som egentlig ikke er en arktisk sælart, menes at være i tilbagegang i Vestgrønland. Ingen steder i Grønland slås der sælunger ihjel – kun naturlige faktorer spiller ind, som når isbjornen eller  polarræven får færten af ringsælens hule i en snedrive, hvor den føder sine unger i marts-april.

Ringsælen er den mindste sælart, og den kan veje op til 100 kg. Skindet er karakteriseret ved de ringformede tegninger, primært på den mørkegrå ryg. Den lever især i fjorde, hvor der er isfjelde og i områder, hvor havet om vinteren fryser til. Selvom havisen er op til to meter tyk formår ringsælen at holde en række åndehuller åbne og derved overleve.

Grønlandssælen er den hyppigst forekomne sælart ved Grønland. De kommer til den sydlige del af Grønland omkring maj på vej mod nord fra ynglepladserne ved New Foundland. På sejlture i fjordene og skærgårdene kan man opleve grupper af grønlandssæler på op til 20 – 30 dyr, der boltrer sig i havoverfladen.

Klapmyds er den største af de fem sælarter med en vægt på op til 400 kg. Hansælerne kan kendes ved, at de har en stor blære på hovedet, som de kan puste op, hvis de bliver ophidsede. De fleste klapmydser fanges i Sydvestgrønland, hvor de to gange årligt trækker forbi på deres vandring mellem yngle- og fældepladser. Der fanges dog også en del i Østgrønland. Tidligere var det primært skind fra klapmyds, der blev brugt til at betrække kajakker (qajaq) og konebåde (umiaq)